Kort fængsling til drabssigtet

Kort varetægtsfængsling tyder på tvivl om skyld i knivstikkeri i Hvidovre, hvor litauisk kvinde anklages for drab

Den 34-årige kvinde, som i dag blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup, sigtet for drab på sin 37-årige mand, er blevet varetægtsfængslet i en uge.

Dørene var lukket til retten i Glostrup, hvor retsmødet fandt sted, så detaljerne i sagen er ikke kommet ud til offentligheden. Men længden af varetægtsfængslingen har givet grobund for spekulationer om, hvor stærk sagen er imod kvinden, som nægter sig skyldig.

I drabssager det normalt, at varetægtsfængslingen løber i fire uger. Den kortvarige fængsling kan ses som et tegn på, at der er stor usikkerhed om, hvad der faktisk er sket i familiens hjem på Lindelundsvej i Avedøre, skriver Ritzaus Bureau.

LÆS: Mand død efter knivstikkeri

Nægter sig skyldig
Kvinden, der 34 år, nægter sig skyldig i at have dræbt manden med knivstik. Hun afviser også politiets anden påstand om, at hun uagtsomt er skyld i hans død. Med henvisning til dørlukningen ønsker anklageren, Bertil Håkonsson, ikke at give yderligere oplysninger.

Ifølge Ekstra Bladets udsendte var kvinden, der ligesom den dræbte stammede fra Litauen, dybt berørt af sagen. Hun udtalte sig igennem en tolk og var iført en hvid dragt, da hendes eget tøj var indleveret til retsmedicinsk afdeling.

Parrets barn, en 11-årig dreng, var til stede i hjemmet, da faren blev ramt af kniven, men det er uklart, om han har overværet drabet. Parret havde været gift i seks år men havde kendt hinanden i 15, ifølge Ekstra Bladets oplysninger.

LÆS: Nægter sig skyldig i knivdrab

Forsvarer: Vi ønsker hurtig efterforskning
Kvindens forsvarer er advokat Peter la Cour.

Han siger, at kvinden nægter sig skyldig både i manddrab og i uagtsomt manddrab.

- Vi har ikke kæret fængslingen til landsretten, fordi den alene løber i syv dage, siger han.

- Vi er interesseret i, at politiet hurtigt får efterforsket sagen, siger advokaten.