Tre formodede terrorister jagtes i USA

Al-Qaeda er endnu ikke slået. Terrorister har planer om et nyt angreb mod New York eller Washington, oplyser efterretningskilder

New York-borgmester Michael Bloomberg siger, at han har udstationeret ekstra politi. (Foto: AP)
New York-borgmester Michael Bloomberg siger, at han har udstationeret ekstra politi. (Foto: AP)

De amerikanske myndigheder jagter i disse timer tre formodede terrorister, som har planer om at markere 10-årsdagen for 11. september-angrebet i 2001 med et nyt angreb i USA.

En efterretningskilde fortæller, at informationerne om et terrorplot er ‘meget konkrete’, og at den amerikanske regering overvejer at hæve trusselsniveauet.

– Vi har modtaget troværdige informationer om et muligt plot i USA, der ser ud til at være rettet mod New York og Washington, siger en Pentagon-kilde til tv-stationen CNN.

Mistanken retter sig mod tre personer fra terrornetværket al-Qaeda, her i blandt en amerikansk statsborger, som i august ankom med fly til USA.

Trioen skal være afrejst fra Afghanistan eller Pakistan og er muligvis mellemlandet i Iran, inden de ankom til USA.

De vil angiveligt forsøge at gennemføre et terrorangreb mod New York eller Washington med et eller flere køretøjer, der er fyldt med sprængstof.

Forhøjet beredskab
New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, siger her til morgen på et pressemøde, at newyorkerne skal fortsætte deres normale gøremål trods truslen.

– New Yorks politi har udstationeret ekstra ressourcer i hele byen og tager yderligere skridt for at holde vores by sikker, siger han på det hasteindkaldte pressemøde.

De amerikanske myndigheder, der er i forhøjet beredskab forud for mærkedagen på søndag, kom på sporet af planerne onsdag.

Bin Ladens drøm
En embedskilde oplyser, at præsident Barack Obama har 'fordoblet antiterrorberedskabet efter de troværdige oplysninger'.

– Præsidenten blev briefet om denne specifikke trussel i morges og er blevet opdateret dagen igennem, siger en kilde i Det Hvide Hus.

Dokumenter fundet i Osama bin Ladens skjulested i Pakistan i maj afslører, at den dræbte terrorleder ønskede at gennemføre et angreb mod USA netop på 10-årsdagen for angrebene mod World Trade Center og Pentagon.

Følg med her på sitet på søndag, hvor ekstrabladet.dk markerer 10-året for terrorangrebene på USA med live-dækning fra Ground Zero - og hør tidl. PET-chef og sikkerhedsekspert Hans Jørgen Bonnichsen bud på fremtidens terrortrussel. Stil spørgsmål til ham fra kl. 12.