DF'er overfaldet i Gellerup

Unge sparkede og kastede sten efter Kim Christiansens bil efter valgmøde i Gellerup

Kim Christiansen har anmeldt overfaldet i Gellerup til politiet. (Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen)
Kim Christiansen har anmeldt overfaldet i Gellerup til politiet. (Arkivfoto: Jesper Stormly Hansen)

Dansk Folkepartis Kim Christiansen var onsdag aften udsat for et overfald i Aarhus-forstaden Gellerup.

DF'eren var sammen med otte andre politikere til valgmøde på Nordgårdsskolen, da han allerede under sit første indlæg blev chikaneret af en gruppe på 5-6 unge indvandrere.

- De råbte, at jeg var racist, og at vi bare vil sende dem hjem, fortæller Kim Christiansen til ekstrabladet.dk.

Se også: Jeg er ekstrem muslim - men elsker Pia Kjærsgaards ord

Under den efterfølgende pause følte Kim Christiansen sig så utryg, at han besluttede sig for at køre hjem sammen med sin kone, Majbritt.

- Der kom flere andre fra Gellerup op og sagde, at de var kede af balladen. For det er jo heldigvis ikke hele Gellerup, der opfører sig sådan, siger DF'eren.

Kim Christiansen og hans kone blev herefter fulgt ud til deres bil.

- Men da vi kørte væk, blev vi stoppet af gruppen på 5-6 unge. De sparkede på bilen og kastede en sten, som ramte lige under vinduet, hvor min kone sad, fortæller Kim Christiansen.

- Vi var begge rystede og holdt først ind for at se på skaden, da vi var i den anden ende af Aarhus.

Læs også: Pia: Ekstreme muslimer er afskyelige

Han har nu politianmeldt overfaldet.

- Jeg synes, det er brandærgerligt. Det er jo politisk chikane, og det har da fået den konsekvens, at jeg ikke vil komme til Gellerup igen, og det irriterer mig, at de så sætter dagsordenen, siger Kim Christiansen.

Hos Østjyllands Politi bekræfter efterforskningsleder, Michael Weiss, at afdelingen for personfarlig kriminalitet har modtaget anmeldelsen.

- Vi efterforsker sagen, da vi tager et muligt politisk motiveret overfald i valgkampen meget alvorligt, siger Michael Weiss.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER