Kraftig brand sender syv på skadestuen

Syv personer i Herning er kørt på skadestuen til observation for røgforgiftning efter brand i etageejendom

En kraftig brand i en etageejendom på Engens Kvarter i Herning har sendt syv personer på skadestuen til observation for røgforgiftning.

Branden brød ud ved et-tiden natten til fredag, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands politi, Henrik Nielsen.

- Der var ild i en lejlighed, så vi måtte til at evakuere omkring 10 lejligheder. På grund af kraftig røgudvikling har vi måttet sende syv personer på skadestuen til observation for røgforgiftning, siger han.

Myndighederne har allerede kortlagt årsagen til branden, der ramte etageejendommen i Herning.

- Årsagen til branden var et stearinlys, der var faldet ned i seng og havde antændt sengen. Det udviklede sig så voldsomt, at der var fare for, at det ville brede sig, siger Henrik Nielsen.

Brandvæsnet fik hurtig kontrol med branden og fik den slukket, men to af lejlighederne er ødelagte, fortæller politiet.

- Der er to lejligheder - den, hvor branden er opstået, og den nedenunder - hvor beboerne skal genhuses. Den ene er skadet af vand, den anden er brændt ud, siger vagtchefen.