Bombealarm skaber panik på pakistansk fly

Et pakistansk fly med 378 passagerer om bord er nødlandet i Istanbul på grund af bombealarm

En mistanke om, at der var en bombe om bord, tvang onsdag eftermiddag et fly fra Pakistan International Airlines (PIA) til at nødlande i Istanbul i Tyrkiet.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia.

Tyrkiske sikkerhedsstyrker med bombehunde er gået om bord på flyet og er ved at gennemsøge flyet.

Bombealarmen kom, mens flyet befandt sig over den bulgarske hovedstad, Sofia, og skabte panik blandt de 378 passagerer om bord, skriver Anatolia.

Flyet var på vej fra den britiske by Manchester til Pakistans hovedstad, Islamabad.