Frigivne før kapring: Ingen lette omveje

Få dage før den danske sejlerfamilie fra Kalundborg blev kidnappet af pirater skrev de et brev

Få dage før de blev taget til fange af pirater den 24. februar i år, skrev den nu frigivne sejlerfamilie fra Kalundborg et brev til fotografen og journalisten Lone Bolther. Hun har fulgt familiens jordomrejse for blandt andet sejlbladet Bådmagasinet.

Af brevet fremgår det, at den virkelighed, familien oplevede ude på havet, ikke altid lignede den drøm, de havde, inden de sejlede ud på den to år lange jordomrejse i den 43 fods store Dynamic sejlbåd ING i august 2009.

- På havet findes ingen lette genveje. Stævnen vil møde milliarder af bølger, og de skal alle som én forceres. Vi vidste, at vi ville få mange store oplevelser på de lange hav-passager og på fjerne øer og atoller.

- Men at spændet blev så umådelig stort mellem de fantastiske oplevelser og de mange problemer på sørejsen, havde vi ikke forestillet os, skriver sejlerfamilien.

Men allerede før kapringen var de begyndt at savne hverdagslivet:

- Vi har dog ikke fortrudt jordomsejlingen - vi har gennem det sidste halvandet år oplevet usædvanlig meget sammen, mere end gennem de sidste mange år.

- Vi begynder at savne livet og hverdagen derhjemme, men hverdage er der trods alt mange af gennem livet, og det er de skæve, fantastiske og frygtelige oplevelser, som man husker bedst, og som giver hverdagen mening, skrev de.

Læs også: Venner jubler over Viktors hjemkomst

En af sejlerfamiliens sønner savnede dog hverdagen og kammeraterne så meget, at han efter planen skulle afmønstre i Djibouti for at flyve hjem til Danmark for at bo hjemme et stykke tid.

Senere skulle han atter påmønstre for at sejle med ING det sidste stykke hjem til Kalundborg, hvor jordomsejlingen skulle være sluttet den 1. august.

Sejlerfamilien og deres to gaster er angiveligt landet i Danmark - men deres sejlbåd får de ifølge Udenrigsministeriet ikke med hjem.

Læs også: Lene E.: Familien har selv betalt de 15 millioner

Ifølge tidligere oplysninger fra Somalia kappede piraterne den fortøjning, der bandt familiens sejlbåd til fragtskibet M/V Dover, hvor familien opholdt sig en stor del af tiden som gidsler.

Årsagen til, at fortøjningen blev kappet var monsunen, kraftig vind og deraf uroligt vand.

Kort om de nu frigivede danske sejler-gidsler:

1) Den 24. februar 2011 endte en to år lang jordomsejling i favnen på somaliske pirater for et ægtepar fra Kalundborg samt deres tre børn og to unge gaster om bord på sejlbåden ING.

2) De blev bordet og taget til fange ud for Afrikas Horn i et farvand, hvor danske fragtskibe ikke har sejlet i flere år på grund af piratfaren.

3) Historien om den kaprede danske sejlerfamilie har været bragt i medier over hele verden. Forhandlingerne om deres løsladelse har været mørkelagt.

4) De syv sejlergidsler er ægteparret fra Kalundborg Jan og Birgit Quist Johansen, deres tre teenagebørn Rune, Hjalte, Naja, der på karpringstidspunktet var mellem 13 og 17 år samt de to unge gaster Viktor Greir og Rane Lund.

5) De sejlede i den 43 fods Dynamic Sejlbåd ING på en to år lang jordomsejling, der skulle være sluttet i Kalundborg den 1. august 2011.