Direktør skød ekskæresten hos far

Den tidligere ejer af Næstved ZOO, Peter Bo Rasmussen, dræbte tidligere i dag sin ekskæreste Anita Scheuermann i hendes fars hus og begik derefter selvmord

Parret fra Faxe Ladeplads - da alt var fryd og gammen. (Foto: Nadja Helver)
Parret fra Faxe Ladeplads - da alt var fryd og gammen. (Foto: Nadja Helver)

Et brudt parforhold var tilsyneladende motivet til familiedramaet i dag i Faxe Ladeplads, hvor en kvinde blev skudt af sin-eksmand, der begik selvmord på stedet.

Drabsmanden var en berygtet konkursramt virksomhedsejer Peter Bo Rasmussen, der tidligere ejede Næstved ZOO. Han har tidligere været i konflikt med myndigheder og politiet. Den dræbte kvinde Anita Scheuermann var daglig direktør i Næstved ZOO frem til konkursen i 2010.

Politiet har tidligere fundet ulovlig ammunition hos manden under en ransagning på hans bopæl, og han har deltaget i rocker-fester.

Drabet skete ved 11.30-tiden i dag i huset Hylleholtvej 5, Faxe Ladeplads, hvor en far bor med sine to døtre, en voksen og en pige i 16-års alderen. Den voksne datter Anita Scheuermann var flyttet fra ekskæresten og hjem til sin far i Faxe Ladeplads.

Nabo hørte tre skud
Peter Bo Rasmussen kørte i dag til huset på Hylleholtvej og medbragte tilsyneladende en pistol. Politiet har endnu ikke løftet sløret for, hvad der præcist skete i huset, men Anita Scheuermann blev skudt, hvorefter Peter Bo Rasmussen rettede pistolen mod sig selv og trykkede af.

Da Peter Bo Rasmussen blev fundet på gårdspladsen af redningsfolkene lå pistolen angiveligt under den dræbte. En nabo hørte tre skud, og en anden nabo så manden ligge på gårdspladsen.

Peter Bo Rasmussen var kendt i lokalområdet som en driftig forretningsmand. I efteråret sidste år gik han konkurs med en virksomhed i Næstved. I februar fulgte en personlig konkurs. At kæresten også gik fra ham var endnu et led i hans personlige deroute.

Han har tidligere været efterforsket i udlandet for et overfald og et røveri.