Politiet sigter flygtet 20-årig for drab

På anden måned jager politiet den flygtede Mohamed Walid Hamadeh efter et skudopgør på Nørrebro i juli. Nu har politiet udvidet sigtelsen mod den flygtede for medvirken til et drab på en 19-årig i april

Den 19-årige blev mejet ned i denne opgang i Folehaven med en maskinpistol.(Foto: kenneth Meyer)
Den 19-årige blev mejet ned i denne opgang i Folehaven med en maskinpistol.(Foto: kenneth Meyer)

Politiet har i dag rejst en ny sigtelse mod den flygtede Mohamed Walid Hamadeh, 20, der i forvejen jages for et drabsforsøg på en 26-årig mand. Han blev den 5. juli blev skudt og dolket hos en bager på Heimdalsgade på Nørrebro i København.

Nu mener politiet, at Mohamed Walid Hamadeh - der efterlyses som farlig - også var med til at dræbe den 19-årige Amer El-Chami i en opgang i Folehaven den 3. april.

Læs også: Politiet efterlyser: Denne mand er farlig

Klokken fem om morgenen blev Amer El-Chami skudt med en maskinpistol i opgangen Folehaven 35 og han døde af flere skud i hjertet og brystet.

- Jeg kan bekræfte, at vi i dag har fået en fængslingskendelse på Mohamed Walid Hamedeh for drabet i Folehaven. Vi vil efterlyse ham internationalt, siger Knud Hvass fra afdelingen for Organiseret Kriminalitet.

Skjuler sig måske i udlandet
En 22-årig sidder i forvejen varetægtsfængslet for drabet i Folehaven, men politiet mener, at Mohamed Walid Hamadeh deltog i likvideringen, som har sit udspring i et personopgør mellem to fraktioner med rødder i bebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro.

Umiddelbart efter drabet i Folehaven anholdt politiet også en 24-årig, men efter fire ugers varetægtsfængsling blev han løsladt. I stedet rettede politiet søgelyset mod Mohamed Walid Hamadeh.

Ifølge politiet er Mohamed Walid Hamadeh medlem af banden 'Brothas Souljaz' fra Nørrebro.

Læs også: Jagter gerningsmand efter skuddrab

Politiet har en formodning om, at Mohamed Walid Hamadeh skjuler sig i udlandet. Han gik 'under jorden' umiddelbart efter overfaldet hos bageren i Heimdalsgade i juli. En flok rødder overfaldt den 26-årige, der blev skudt i ballen, låret og anklen og stukket i brystet med en kniv.

Efter overfaldet anholdt politiet en flok ved Strandmøllekroen, som var ved at brænde tøj af.

Otte dage efter drabsforsøget besluttede politiet offentligt at efterlyse Mohamed Walid Hamadeh som 'farlig og muligvis bevæbnet'. Politiet advarer mod at man kontakter Mohamed Walid Hamadeh, men siger, at man straks skal ringe 1-1-2.

Efterlyses via Interpol
- De to sager - drabsforsøget i Heimdalsgade og drabet i Folehaven - har ikke umiddelbart nogen sammenhæng. Men vi mener, at Hamadeh var med begge steder, siger chefen for Organiseret Kriminalitet Lau Thygesen.

Han vil ikke uddybe, hvilke beviser politiet har mod den 20-årige. Men retten på Frederiksberg godkendte i dag en varetægtsfængsling 'in absentia' for drabet i Folehaven.

Mohamad Walid Hamadeh vil nu blive efterlyst via Interpol.