Mors afsked med sine døtre

Begravelse i stilhed for de to søstre, der brændte ihjel i deres fars bil i Tyskland

To røde hjerter pryder graven hvor ni-årige LIne og Marlen på ti år er stedt til hvile. (Foto: René Schütze)
To røde hjerter pryder graven hvor ni-årige LIne og Marlen på ti år er stedt til hvile. (Foto: René Schütze)

Tre uger efter at søstrene Line og Marlene blev fundet døde i deres fars bil i Tyskland, fik deres mor i går endelig lov til at tage afsked med døtrene.

Klokken 8 i går morges samledes de allernærmeste familiemedlemmer i Als Kirke, og efter ceremonien i kirken blev pigerne begravet i det nordvestlige hjørne af kirkegården.

Det skriver Ekstra Bladet i dag.

Pigerne var meget tætte, og deres mor havde derfor valgt, at de to skulle ligge i samme kiste.

To store røde blomsterhjerter pryder nu pigernes grav.

Mens begravelsen stod på, er pigernes 40-årige far varetægtsfængslet i Tyskland. Han er sigtet for under en ferietur til Berlin at have dræbt sine to døtre på ni og ti år ved at bedøve dem med sovemedicin og derefter at have sat ild til bilen.

Faren og moren var blevet skilt året forinden.

De tekniske undersøgelser har vist, at pigerne sad fastspændt med sikkerhedsseler, men intet tyder på, at de har været ved bevidsthed og har forsøgt at komme fri.

Pigernes far Peter-Thue Rudgaard nægter sig skyldig i anklagen og siger, at der skete et uheld med en cigarettænder i bilen. Han blev selv svært forbrændt.

Læs også: Pigerne døde efter uheld med cigarettænder