Her røg cyklist gennem rude

Kritisk tilstand for ung cyklist

Her røg cyklisten gennem ruden (Privatfoto)
Her røg cyklisten gennem ruden (Privatfoto)

- Der var blod over det hele. Både på vejen og inde i bilen.

Sådan forklarer ejeren af en bil, der fredag nat blev torpederet af en 21-årig nordjysk cyklist.

Cyklisten kom cyklende på Hadsundvej, da han af endnu ukendt årsag kørte direkte ind i bilens bagende og røg gennem bagruden med hovedet først.

Bilejeren fortæller til ekstrabladet.dk, at han blev vækket af politiet midt om natten. Han gik ned på vejen og kunne ved selvsyn konstatere med hvilken kraft, cyklisten var fløjet ind gennem bagruden.

Ingen kender årsagen til ulykken. Bilen holdt langs kantstenen, og der var også gadebelysning på vejen, hvor uheldet skete. Politiet siger, at de endnu ikke ved, om alkohol kan have spillet en rolle.

Fortsat kritisk tilstand
- Hans tilstand er meget kritisk. Han har læsioner i hovedet og på halsen, fortæller Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Ulykken skete omkring klokken 1 natten til lørdag. Her over et halvt døgn senere er der ingen meldinger om bedring af den 21-årige mands tilstand.

Politiet forklarer, at den uheldige aalborgenser har mistet meget blod som følge af ulykken.

Det var ifølge politiet en beboer, der tilkaldte hjælp.

Hovedskader kan undgås
Halvdelen af de alvorlige skader cyklister pådrager sig, er hovedskader. En stor del af skaderne kunne undgås, hvis flere brugte cykelhjelm. Det vurderes, at omkring 10 til 15 personer om året kunne redde livet, samt at mere end 1.000 kunne undgå alvorlige hovedskader, hvis alle brugte cykelhjelm. Det skriver Sikkertrafik i august i år.