Hun skaffede voldtægtsofre til kæresten

Den dengang 17-årige Stephanie Knight lokkede teenagepiger til et hus, hvor hendes kæreste og flere andre voldtog dem

Den dengang 17-årige Stephanie Knight lokkede pigerne i kærestens voldtægtsfælde. (Foto: Lancashire Constabulary)
Den dengang 17-årige Stephanie Knight lokkede pigerne i kærestens voldtægtsfælde. (Foto: Lancashire Constabulary)

To 16-årige teenagepiger troede, de skulle til fest med en veninde. Men det viste sig, at veninden havde lokket dem direkte ind i sin ældre kærestes voldtægtsfælde.

Den dengang 17-årige Stephane Knight havde nemlig aftalt, at skaffe piger til sin 34-årige kæreste, hans 37-årige bror og deres fætter på 39. Hun kaldte dem 'mine drenge'.

De to ofre blev i Stephanie Knights bil drukket fulde på en cocktail af vodka og cola. Der blev også taget stoffer.

Teenagepigerne fik at vide, at de skulle på natklub, men endte i et forladt og forfaldent hus uden strøm i byen Accrington i Storbritannien, skriver The Sun.

Der ville Stephanie Knight have en af de to piger til at have sex med en af de tre mænd, men det nægtede hun. Stephanie Knight og kærestens fætter holdt pigen tilbage, da hun ville hjælpe veninden, der råbte om hjælp, mens hun blev voldtaget af de to andre.

Voldtaget igen
- Hun chiller med mine drenge, sagde Stephanie Knight til pigen, som blev truet til at forholde sig i ro.

Imens trak mændene den anden pige fra rum til rum, hvor de på skift voldtog hende i løbet af natten.

Begge pigerne blev truet med en kniv og voldtaget igen, da de blev kørt hjem til Blackburn.

Stephanie Knight har netop fået syv års fængsel for sin medvirken til voldtægterne, der foregik i december 2009. Alle mændene nægtede sig skyldige og råbte op i retten, da de i starten af august blev dømt skyldige.

Den dengang 17-årige teenagepige havde mødt sin meget ældre kæreste et halvt år tidligere, da han i sin bil var kørt op på siden af hende og havde bedt om hendes nummer. Hun indledte et seksuelt forhold til den meget ældre mand og endte med at forelske sig i ham, har hun fortalt i retten. De to ofre havde hun kun kendt i en uge.

Mændene er blevet idømt fængsel på livstid med første mulige prøveløsladelse om syv et halvt år.