Esbjerg gør klar til lang rockerkamp

11 sidder fængslet, og politiet har foretaget 500 visitationer på en måned, men rockerne er stadig i byen

Det bliver en langvarig kamp at gøre Esbjerg til rockerfri by.

Det erkender man både hos politiet og på rådhuset godt en måned efter, at man indførte visitationszone i store dele af den vestjyske by.

- Det er nu forlænget med en måned, så vi foreløbig har visitationszone frem til slutningen af september, siger vicepolitiinspektør Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Foreløbig har politiet foretaget mere end 500 visitationer af medlemmer af Hells Angels og Bandidos-støtterne Guardian Diablo, der har haft flere sammenstød hen over sommeren.

11 personer sidder varetægtsfængslet efter de seneste optøjer den 22. august, og derudover har politiet beslaglagt forskellige former for slagvåben i forbindelse med visitationer i byen.

- Det er et signal til rockerne om, at vi ånder jer i nakken. Det er ikke mindst for at tage luften ud af den konfliktballon, som vi syntes var ved at opstå, forklarer Hans Roost.

I juli erklærede borgmester Johnny Søtrup, at kommunen, politiet og Skat ville danne fælles front for at genere rockerbanderne mest muligt.

Men foreløbig har myndighedernes indsats ikke bevirket, at der er færre rockere i byen. Esbjergenserne kommer til at indstille sig på at have uønskede naboer i lang tid endnu.

- Det er vores mål at gøre byen rockerfri, og det vil være en ønskesituation, men vi ved, at det bliver et langt, sejt træk, siger Hans Roost.

På rådhuset glæder 1. viceborgmester Jakob Lose (V) sig over den massive polititilstedeværelse i byen.

Han mener, at det faktum, at politiet sjældent finder de store ting under visitationerne, betyder, at indsatsen virker.

- Vi håber virkelig, at vi bliver fri for rockere. Der går mange esbjergensere rundt og er ængstelige, og det er vi kede af, siger Jakob Lose.