Fire kvæstet i ulykke på motorvej

Fire kvæstede er kørt på hospitalet efter et sammenstød mellem to biler på Holbækmotorvejen

Brandvæsenet klippede taget af bilerne for at tage de kvæstede skånsomt ud. Fire er kørt på hospitalet.(Foto: Kenneth Meyer)
Brandvæsenet klippede taget af bilerne for at tage de kvæstede skånsomt ud. Fire er kørt på hospitalet.(Foto: Kenneth Meyer)

Kort efter middag stødte to biler sammen på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk.

Der blev sendt fem ambulancer og Vestegnens Brandvæsen til ulykkesstedet. Brandvæsenet klippede taget af bilerne for at tage patienterne skånsomt ud.

Fire er blevet kørt på hospitalet efter at de var behandlet af akutlægen på stedet.

De fire kvæstede var alle 'teknisk fastklemte' - det vil sige at de skulle tages forsigtigt ud for at undgå skader på nakke og ryg.

- Alle er kørt på flere skadestuer, men der er ikke tale om livsfarlige skader, siger vagtchef Kim Svenningen.

Ulykken skete, da de to biler - en BMW og en Suzuki - kørte på Holbækmotorvejen mod vest i anden vognbane.

Den bagved kørende bil kom for tæt på den forankørende, så bilisten forsøgte at undvige i tredje vognbane, men ramte den forankørende på venstre side.

Sammenstødet gjorde at begge biler blev slynget fra motorvejen og op på en afkørsel.