Politiker: Hizb 'ut Tahrir chikanerer indvandrer-kandidater

Overfaldet på SF'eren Kamal Qureshi er en del af en målrettet Hizb 'ut Tahrir-kampagne, der går bevidst efter at afskrække politikere med indvandrerbaggrund, siger socialdemokrat

Folketingspolitikeren Kamal Qureshi er angiveligt blevet overfaldet som en del af en kampagne fra Hizb 'ut Tahrir. (Arkivfoto: Linda Johansen)
Folketingspolitikeren Kamal Qureshi er angiveligt blevet overfaldet som en del af en kampagne fra Hizb 'ut Tahrir. (Arkivfoto: Linda Johansen)

Folketingspolitikeren Kamal Qureshi (SF) blev i dag slået og fik nikket en skalle af folk fra Hizb 'ut Tahrir, siger han selv til politiken. Det var angiveligt efter afslutningen af en ramadanfest ved Valbyhallen, at den 41-årige SF'er blev overfaldet af to endnu ukendte gerningsmænd.

Overfaldet en del af en målrettet kampagne fra Hizb 'ut Tahrir, siger socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, der sidder i borgerrepræsentationen i København.

- De er ekstremt aggressive og ubehagelige. Det undrer mig slet ikke, at de kan finde på det her, siger han til ekstrabladet.dk.

Læs også: SF'er raser over valg-hærværk

Når han er ude og dele valgmateriale ud på Nørrebro, oplever han tit, hvordan de samme mennesker fra Hizb 'ut Tahrir dukker op.

- De chikanerer og fortæller, at man ikke må deltage i valget, og man brænder op i helvede. Så står de tit en tre-fire stykker rundt om en og er bare truende, siger Lars Aslan Rasmussen, der plejer at gå, når de tropper op.

Tør ikke føre valgkamp visse steder
- Jeg tager aldrig diskussionen op med dem. Det er for farligt. Det kommer man ingen vegne med. Folk der opfordrer til drab på andre mennesker kan finde på hvad som helst.

Han bliver mødt med råb som 'Du skal passe på' og 'Vi holder øje med dig'. Derfor er der nu flere områder i København, hvor han simpelthen ikke tør føre valgkamp.

Læs også: SF: Den ekstreme højrefløj er farlig

- Jeg ville for eksempel ikke turde stille mig op på Blågårdsplads og dele roser ud om aftenen, siger han og tilføjer, at det er 'ekstremt ubehageligt'.

Ifølge ham er målet at intimidere politikerne med indvandrerbaggrund og afholde vælgere med samme baggrund i at stemme.

Hizb 'ut Tahrir afviser alt
Talsmanden for Hizb 'ut Tahrir i hele Skandinavien, Chadi Freigeh, afviser alle anklagerne:

- De er kun ude på at få medieopmærksomhed. Det har vi set gentagne gange op til et valg, siger han til ekstrabladet.dk.

Læs også: Tyskland giver prædikant sparket

- Vi har ikke noget med det at gøre. Vi er kendt for at være et parti, der ikke beskæftiger sig med vold, siger han og tilføjer, at han ikke har i sinde at bruge mere tid på sagen, så længe Kamal Qureshi og Lars Aslan Rasmussen ikke har noget beviser.

Opdatering kl. 20.55:
Også SF'eren Serdal Benli, der stiller op til Folketinget, har haft dårlige oplevelser med Hizb 'ut Tahrir-tilhængere under flere valgkampe.

- Det er meget ubehageligt, siger han til ekstrabladet.dk.

Ved Folketingsvalget i 2007 fik han sat til ild en af sine valgplakater, mens han og hans frivillige partikammerater stod lige ved siden af og delte pjecer ud. Også ved kommunalvalget i 2009 blev han mødt at de provokerende typer. Ifølge kandidaten selv står Hizb 'ut Tahrir bag chikanen.

- Det begynder at tage overhånd, siger SF'eren, der frygter, at det gentager sig i år.

Kender du til fysisk chikane mod politikere foretaget af Hizb 'ut Tahrir? Så tip os på 1224 (alm. sms-takst) eller på 1224@eb.dk.