Kæmpe narkofund hos BMW-forhandler

Razzia hos Jan Nygaard i Lyngby: Politiet fandt kokain og penge - mekanikere anholdt

Arkivfoto
Arkivfoto

Der var andet end fedtede arbejdsbukser og sure strømper i skabet hos ansatte hos en af landets mest velrenomerede autoforhandlere, da politiet i dag slog til.

Op mod to kilo kokain og flere hundrede tunsinde kroner blev fundet, da københavnske betjente fra Station Citys specialpatrulje slog til mod Jan Nygaard i Lyngby i jagten på narko. To ansatte blev anholdt og forventes fremstillet i grundlovsforhør enten senere i dag eller i morgen.

Chokerende for alle
Hos Jan Nygaard bekræfter eftermarkedsdirektør Flemming Falck, at man fik uventet besøg fredag formiddag, hvor forretningen eller var fuld af købelystne kunder.

- Det er en chokerende oplevelse. Mine medarbejdere er naturligvis rystede, siger han til ekstrabladet.dk.

Politiet slog til efter man havde ransaget på to adresser i København, erfarer ekstrabladet.dk. Her bor de to BMW-ansatte, som man længe har haft under mistanke om at sælge kokain til det Københavnske natteliv. Men da man ikke fandt noget ulovligt på adresserne, kørte man til deres arbejdsplads. Ofte et yndet mål for narkogangstere at gemme stoffer.

Stormet med huset fuldt
Flere håndfulde betjente og narkohunde stormede stedet. Flemming Flack ved ikke, hvad politiet fandt på stedet. Men ifølge ekstrabladet.dks oplysninger, har man fundet mellem et og to kilo kokain - over 200.000 kroner og blandt andet en form, der kan bruges til at presse kokain i, når man har fortyndet det. Tingene blev fundet i omklædningsrum og godt gemt af vejen under loftsplader.

Hos Københavns Politi bekræfter man, at der har været en aktion, men kan ikke sige noget om detaljerne.

Gode medarbejdere
De to anholdte har arbejdet som henholdvis mekaniker og tekniker hos BMW-forhandleren. De er nu bortvist og skal ikke regne med at få olie på fingrene, hvis de bliver dømt.

- Det er rystende, at sådan noget kan ske i vores fine forretning. Jeg har samarbejdet med politiet om at få renset virksomheden og alle de resterende medarbejdere. Dette er ikke en sag for BMW og Jan Nygaard. Det er en sag for de to medarbejdere, som jeg indtil i dag ikke har haft noget skidt at sige om. fortæller Flemming Falck.