Dennis' respirator slukket

Den respirator, der har holdt liv i Dennis Kaufmann Larsen siden et voldsomt overfald sidste fredag, er blevet slukket

Den respirator, der har trukket vejret for Dennis Kaufmann Larsen siden et voldsomt overfald i sidste uge, er nu blevet slukket. (Privatfoto)
Den respirator, der har trukket vejret for Dennis Kaufmann Larsen siden et voldsomt overfald i sidste uge, er nu blevet slukket. (Privatfoto)

23-årige Dennis Kaufmann Larsen blev i sidste uge blev udsat for et voldsomt og meningsløst overfald på Akseltorv i Kolding.

Siden da har han ligget i koma på Odense Universitetshospital, mens en respirator har trukket vejret for ham. Men nu er respiratoren blevet slukket.

- Jeg kan fortælle, at han er blevet taget ud af respiratoren, men at han stadig er i live, oplyser Vicepolitiinspektør Lars Ozol ved Sydøstjyllands Politi.

Han skal have fred
- Det er hårdt som far, at se sin bevidstløse søn i respirator. Men jeg ønsker ikke, at han vågner op igen. Skulle det mod forventning ske, venter der ham ikke et værdigt liv. Man kan aldrig vænne sig til tanken om at skulle tage afsked med sin dreng. Men jeg er begyndt at forholde mig til tingene. Sådan sagde Dennis' far Frank Møller Larsen i går til JydskeVestkysten.

Ifølge Lars Ozol er der ikke nogen chance for, at Dennis Kaufmann Larsen vil vågne op.

- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt han afgår ved døden eller ej, for det gør han. Men han er i så god fysisk form, at han fysisk set kan være i live i 2-3 dage, siger vicepolitiinspektøren til ekstrabladet.dk.

Dennis Kaufmann Larsen ville den 11. august fylde 24 år. Han er forlovet med Malene, som han lige har fået en lejlighed sammen med og som de var ved at flytte ind i, da ulykken ramte.

Sydøstjyllands Politi har anholdt én person for det voldsomme overfald, mens de leder efter endnu en person, der står bag Dennis Kaufmann Larsens tragiske skæbne.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER