Få timer efter billederne blev offentliggjort, har Fyns Politi anholdt den 26-årige mand, som viftede med en pistol og begik røveri mod en Fakta butik i Rosengårdscentret i Odense sidste onsdag.
Efter politiet havde offentliggjort billeder fra videoovervågningen modtog vagtcentralen to anonyme tip vedrørende identiteten på den formodede gerningsmand.
Klokken 18.39 bankede politiet på en adresse i Odense NØ, hvor gerningsmanden blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen erkendte gerningsmanden røveriet mod Fakta.
I forbindelse med ransagningen på adressen blev den anvendte sorte pistol fundet.
Pistolen viste sig at være en 'splatter-pistol'. Gerningsmandens tøj fra røveriet blev også fundet på adressen.
Den 26-årige mand kommer fra det tidligere Jugoslavien og er tidligere kendt for bla. røveri.
Mystisk adfærd
Manden kom ind i Rosengårdscentret omkring kl. 19.00 sidste onsdag og trak med det samme sin pistol op og viste den direkte til overvågningskameraet.
Herefter gik han mod Fakta-forretningen. I glas-svingdøren ind til forretningen gik manden rundt flere gange, før han til sidst gik ind i Fakta.
Allerede her var der en medarbejder, der blev opmærksom på hans mystiske adfærd.
Læs også: Hvem er pistolmanden
I forretningen havde han også en mærkelig opførsel. Blandt andet gik han meget hurtigt gennem butikken og frem til kassen uden at have fyldt noget i kurven.
Da ekspedienten bad ham om at vise, hvad han havde i sin rygsæk, trak han pistolen frem og truede ekspedienten og nægtede at vise tasken.
Han forlangte ingen penge og forsvandt herefter ud af centret.
Anklagemyndigheden vil i morgen tidlig tage stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.