Københavns Politi har fundet en pistol under en hash-aktion på Christiania fredag aften, oplyser den centrale vagtleder, Arne Aabech, til ekstrabladet.dk.
Politiet har i to omgange fredag kørt hash-aktion på Christiania, og det var i forbindelse med anden runde, at pistolen blev fundet bag 'Keramikværkstedet' på Christiania.
- Hvad det er for en pistol og de nærmere omstændigheder omkring fundet, er jeg endnu ikke vidende om, siger Arne Aabech til ekstrabladet.dk.
I de sene eftermiddagstimer blev fem personer anholdt ved en tidlig hash-razzia i fristaden.
- Nogle af dem blev løsladt igen, inden vi var færdige derude, mens andre blev taget med på stationen, siger Arne Aabech.
Hvad razziaerne resulterede i ud over den fundne pistol har politiet ikke gjort endeligt op, men uspecificerede mængder kontanter, hash, joints og skunk er blevet konfiskeret, oplyser Arne Aabech.