Brønderslev-mormor: Kom hjem til Lolland

Håber, at den dømte datter flytter ned til forældrene på Lolland efter afsoning

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Tina Eva Jensens mor, Mary Jensen, sad ikke klistret til skærmen i aftes for at høre dommen over sin 37-årige datter og den tidligere - men forhadte - svigersøn, Harry Larsen, i den frygtelige Brønderslev-sag.

I stedet var hun til indvielsesfest hos nogle af naboerne, der havde bygget en ny terrasse. Og her blev der slet ikke talt om sagen.

Men hun hørte dommen senere fra sine andre børn, og hun er lettet over, at datteren slap med en fængselsdom på fire års fængsel.

Hun havde dog håbet, at der samtidig ville blive sat et endeligt punktum for det mareridt, der har påvirket hele familien.

Læs også: Vores arme er åbne for børnene

- Nu har de jo anket den, så hun risikerer mere straf. Det er ærgerligt, for hun har trods alt siddet godt halvandet år allerede, og man plejer at komme ud før tid. Nu kan det her trække ud til sidst på året eller starten af næste år, siger Mary Jensen.

Harrys skyld
Som en rigtig mor har hun hele tiden haft den opfattelse, at det er den tidligere svigersøn, Harry Antoft Larsen, der har skylden for det mareridt, som børnene har levet under. Og at hendes datter har været et uskyldigt offer i et rædsels-tyranni.

Derfor er hun også glad for, at Harry er idømt forvaring.

Se også: Her falder dommen over Brønderslev-forældrene

- Jeg tror også, at Tina er lettet. For ellers ville han opsøge hende, vil jeg skyde på, og så tør hun ikke andet end tage ham ind, siger hun.

Hun har talt med Tinas ældste datter fra et tidligere forhold, L, for et stykke tid siden, der fortalte, at hun savnede sin mor.

Se billederne: Familiealbum fra Brønderslev

- Men hun får jo nok ikke lov til at få et almindeligt familieliv lige med det første..

- Nej, det gør hun nok ikke. Det bliver nok under opsyn. Men børnene savner jo deres mor. Deres far er de jo ligeglade med, siger Mary Jensen, der håber på, at datteren flytter ned til forældrene på Lolland, når først Harry er ude af billedet.

- Vi så jo ikke så meget til hende, da hun var sammen med ham. Det vil jeg faktisk ønske. Men hun skrev engang i et brev til mig, at hun ville ikke bo i Lolland Kommune, men i Nykøbing (Falster, red.), fortæller moren, der ikke har talt med datteren det sidste lange stykke tid.

- Nej, for hun har jo spekuleret over den sag, siger hun.