En 42-årig kvinde er hårdt kvæstet blevet bragt til Hjørring Sygehus, efter hun fredag morgen ved 8.30-tiden kørte galt i sin bil.
Ulykken skete på Brønderslevvejen ved Østervrå i Nordjylland, da hun ville foretage en overhaling, og mistede herredømmet over bilen.
- Bilen rullede rundt flere gange og endte i rabatten, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk.
Indre kvæstelser
Den 42-årige måtte skæres fri af sin bil, inden hun kunne køres på hospitalet, hvor hun bl.a. bliver undersøgt for indre kvæstelser.
- Det er meget sandsynligt ved den slags voldsomme ulykker, at de involverede pådrager sig indre kvæstelser, siger vagtchefen.
Politiet kan endnu ikke melde officielt ud om kvindens tilstand, men ifølge nordjyske.dk er hun alvorligt kvæstet.