Sprængstof-sigtet er fan af rockere

Den mand, der er sigtet for at køre rundt med halvandet kilo sprængstof, er varetægtsfængslet til 11. juli.

Den 27-årige mand fra Brøndby, der er sigtet for at køre rundt med blandt andet halvandet kilo plastisk sprængstof i sin bil, har tilsyneladende sympati for Hells Angels.

Han har været med til en fest hos rockerne, og på sin side på Facebook markerer han, at han støtter gruppen.

Læs også: Sprængstof-mand måske kurer for tunge kriminelle

Den høje ranglede mand med sort kasket på hovedet og iført træningstøj grinede hånligt ad tilhørerne, da dommeren lukkede dørene til grundlovsforhøret i København.

Han er blevet varetægtsfængslet frem til 11. juni, og de første to uger skal han sidde i isolation.

Læs også: Sprængstof-mand fik fire ugers varetægtsfængsel

Han var absolut ikke tavs under den åbne del af retsmødet.

- Når I siger 'dørlukning', er det også min familie, der skal gå, eller hvad, ville den 27-årige vide.

Alle måtte udenfor, mens han blev afhørt.

Læs også: Nemt at bruge plastisk sprængstof

- Sagen er af særdeles alvorlig karakter, sagde anklageren, politifuldmægtig Ulrik Thomsen, forinden.

Han bad om dørlukning, så eventuelt medskyldige ikke skal få besked om den 27-åriges forklaring.

Søndag aften blev han i en bil på Svanemosegårdsvej på Frederiksberg afsløret med både sprængstof, flere våben, cirka 700 stykker ammunition og dele til politiuniformer.

Læs også: Politiet standser bil fyldt med sprængstof

Anklageren læste ikke en sigtelse vedrørende uniformerne op i grundlovsforhøret.

Dommeren spurgte forsvareren, hvad hans klient siger til sigtelsen om overtrædelse af straffelovens paragraf om våben og sprængstof.

- Man har den samme holdning som ved politiafhøringen: Man erkender sig delvist skyldig, sagde advokat Finn Holm-Jørgensen.

- Kun delvist, lød det hurtigt fra den 27-årige.

Ved du noget? Så send en sms/mms til 1224 (koster alm. sms-takst) eller skriv en mail til 1224@eb.dk