Agder Politi i det sydlige Norge bekræfter mandag formiddag, at det lig, som blev fundet for to uger siden, er den druknede Thomas Hermansen.
Det oplyser Bjart Gabrielsen fra Agder Politi til ekstrabladet.dk.
Knoglerester fra den 24-årige psykologistuderende blev fundet af en dykker ud for Skjernøy i det sydlige Norge den 21. maj.
Norsk politi har efter drukneulykken i august sidste år sikret sig dna fra de fire druknede danskere, og dna fra knoglefundet matchede med Thomas Hermansen efter analyser på Retsmedicinsk Institut i Oslo.
I september sidste år blev den 22-årige Nikolaj Munk Nielsen fundet druknet.
Thomas Hermansen arbejdede som frivillig på slumkvartersprojektet Genesis i Honduras i 2006 og var teamleder på Impact Summer Team i 2008.
Kun to danskere overlevede, da de seks kammerater fra Århus forliste med deres kutter under en fisketur ud for Mandal.
Mens Søren Thuesen og Niels Højlund svømmede efter hjælp, druknede de fire venner.
Liget af Jakob Skovgaard Andersen og Henrik Hyrup Møller mangler fortsat.
- Vi leder ikke mere, da der ikke er nogen fornuft i at lede, da området er så stor. Hvis de bliver fundet, bliver det tilfældigt, lige som de danske dykkere, der fandt Thomas Hermansen, siger Bjart Gabrielsen.
Familien i Danmark er underrettet, og liget kan nu udleveres, så Thomas Hermansen kan blive begravet i Danmark.
- Vi indgår nu i en dialog med familien, så han kan udleveres hurtigst muligt, siger Bjart Gabrielsen.