Jared Loughner, der sårede den amerikanske politiker Gabrielle Giffords og dræbte seks andre ved et attentat i Tucson, Arizona, er for syg til at blive stillet til ansvar for sine handlinger.
Det har en domstol i staten Arizona afgjort på baggrund af en psykiatrisk evaluering af den 22-årige mand.
– Loughner er alvorligt mentalt syg og ude af stand til at forstå den legale proces, siger dommer Larry Burns.
Forinden var Jared Loughner gået amok i retssalen og måtte slæbes ud af flere retsbetjente.
– Tak for dit freakshow. Hun døde foran mig, råbte han ifølge nyhedsbureauet Associated Press.
Loughner skal foreløbig anbringes på et psykiatrisk hospital i fire måneder, hvorefter en domstol skal tage stilling til, om hans tilstand er forbedret.
Loughner skød den demokratiske kongrespolitiker Gabrielle Giffords gennem hjernen under et vælgermøde i Tucson i januar. Seks blev dræbt, mens 12 andre blev såret ved episoden.
Giffords har siden været under behandling på et genoptræningscenter i Texas og har gjort bemærkelsesværdige fremskridt.