Stuepigens bror: Hun er helt knust

Dominique Strauss-Kahns formodede sexoffer er en god mor og muslim, siger hendes bror

Dominique Strauss-Kahn, 62, risikerer op til 25 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i anklagerne om frihedsberøvelse, voldtægtsforsøg og sextvang. (Foto: AP)
Dominique Strauss-Kahn, 62, risikerer op til 25 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i anklagerne om frihedsberøvelse, voldtægtsforsøg og sextvang. (Foto: AP)

Den 32-årige stuepige, som angiveligt blev sexmisbrugt af den franske IMF-chef, Dominique Strauss-Kahn, er utrøstelig efter det brutale overgreb. Hun har grædt uafbrudt i tre dage, siger hendes bror til amerikanske medier.

– Hun græder fortsat i dag. Hun er fuldstændig ødelagt. Jeg var den første person, som hun ringede til, siger broren til tv-stationen ABC News.

Kvinden, der er ansat som stuepige på det eksklusive luksushotel Sofitel i New York, ringede til sin bror fra hospitalet, hvor hun blev undersøgt af læger og afhørt af politifolk efter det påståede overfald lørdag.

– Hun ringede til mig og sagde: Det er sket noget forfærdeligt, fortæller broren, der ikke er identificeret med navn for at beskytte søsterens identitet.

Har niårig datter
Han beskriver sin søster, der er immigrant fra Guinea i det vestlige Afrika, som en kærlig mor til en 15-årig datter og en god muslim, 'som ikke ville kaste sig over en mand'.

Læs: Frankrigs socialister mister spidskandidat

– Hun kan ikke forstå, hvorfor han gjorde det, siger broren og tilføjer:

– Dette er en af de mest betydningsfulde personer i verden. Hvordan kunne han gøre det?

Berygtet fængsel
Dominique Strauss-Kahn, 62, der er gift og far til fire, befinder sig i øjeblikket fængslet på Rikers Island, efter at en domstol mandag afviste at løslade ham mod kaution.

Og der er en verden til forskel på Strauss-Kahns enecelle i det berygtede New York-fængsel til luksushotellet på Manhattan, hvor franskmanden betalte 3000 dollar pr. nat for sin suite.

Strauss-Kahn nægter sig skyldig i anklagerne om frihedsberøvelse, voldtægtsforsøg og sextvang. Han risikerer op til 25 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i alle anklagerne.

Strauss-Kahn blev anholdt lørdag, mens han i hast forsøgte at forlade USA om bord på et Air France-fly med kurs mod Frankrig.