2-årig pige kørt ihjel af fætter

Bakkede over lille pige med varevogn

En pige på kun to år blev lørdag aften dræbt i en tragisk trafikulykke på Poul Reichardts Vej i Valby, oplyser Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

Den to-årige pige var sammen med sin familie, da hendes 18-årige fætter skulle bakke med en varevogn.

- Han kom til at bakke over den lille pige, som døde på stedet af sine skader. Det er ganske forfærdeligt, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings, til ekstrabladet.dk.

Mindst 10 af det lille barns pårørende, der enten var eller er kommet til ulykkesstedet, er blevet kørt til krisepsykiatrisk behandling.

Der er ingen mistanke om, at føreren var spiritus-påvirket på ulykkestidspunktet.

Politiet blev alarmeret om den tragiske hændelse klokken 18.05.