Motorcyklist hårdt kvæstet

Motorcyklist og passager bankede ind i bil. Begge mc-kørere var uden hjelm

To mænd på motorcykel er blevet kvæstet efter en kollision med en bil omkring klokken 18.14 tirsdag aften.

Føreren af motorcyklen er ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger blevet alvorligt kvæstet og er blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter med helikopter.

Passageren slap mere nådigt og er blevet kørt med ambulance til Køge Sygehus.

Ulykken skete på Boestoftevej i Store Heddinge på Stevns.

Kvinde bakkede ud foran mc-kørere
En kvinde sad bag rattet i den bil, der var involveret i ulykken.

- Hun var ved at bakke en firehjulstrækker ud fra en ejendom på Boestoftevej, og mc-kørerne, der kom kørende fra Store Heddinge ramte hende. Føreren er en 38-årig mand, mens passageren er 22 år. Ingen af dem bar styrthjelm. Kvinden slap uskadt fra ulykken. Der er rekvireret bilinspektør som skal undersøge ulykkesstedet og de to køretøjer, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Claus Simonsen, til ekstrabladet.dk.