Den 24-årige kvinde, der blev fundet død efter en brand i sin lejlighed i Nykøbing Falster her til morgen, var ikke alene i tiden op til branden.
- Det tyder på, at der har været en eller anden form for sammenkomst. Men hvornår gæsterne er gået, ved vi ikke, siger Steen von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing.
Politiet formoder dog, at hun var alene, da branden opstod, og at der ikke ligger noget mistænkeligt bag kvindens død. Men den præcise dødsårsag er ikke endeligt fastslået.
- Der bliver afholdt ligsyn torsdag. Indtil da kan vi kun komme med gisninger om, hvad hun måtte være omkommet af, siger han.
Startet i køkkenet
Dødsbranden, der skete på Østre Allé i Nykøbing Falster, er formentlig startet i kollegielejlighedens lille køkken. Men præcis hvorfor, den opstod, kommer der formentlig først svar på, når de brandtekniske undersøgelser bliver foretaget i morgen, fortæller Steen von Würden.
At branden er startet i køkkenet stemmer meget godt overens med viceværten Jens Erik Kristensens oplevelse. Det var ham, der opdagede branden tidligt tirsdag morgen under hans faste runde.
- Det lugter ligesom et par kogeplader, der har stået tændt i mange, mange timer. Men om der er noget i det, det ved jeg ikke, sagde han tidligere i dag til ekstrabladet.dk.
Kvinden blev forsøgt genoplivet, da hun blev fundet. Men ved ankomsten til sygehuset blev hun erklæret død.