Fly styrtet ned nær Hobro

Et lille privatfly er styrtet ned ved Mariager Fjord nær Hobro. Piloten slap mirakuløst fra ulykken

Et fly er mandag eftermiddag styrtet ned i Kongsdals havn ved Mariager Fjord i den lille by Assens i Kronjylland.

Alarmen gik hos politi og beredskab kl. 13.28.

Det bekræfter Nordjyllands Politi over for ekstrabladet.dk.

Ved du noget om flystyrtet? Tip ekstrabladet.dk på mail: 1224@eb.dk eller sms/mms: 1224 (alm. sms-takst).

- Vi har vanvittigt travlt med sagen lige nu, så du må vente med at få yderligere informationer, siger politiets vagthavende til ekstrabladet.dk.

Styrtede ned over vandet
ekstrabladet.dk har talt med et øjenvidne til ulykken, og han fortæller, at piloten, som var den eneste om bord, slap mirakuløst.

- Der er tale om et lille propelfly, som styrtede ned på vandet 200 meter ude. Piloten blev bjærget af en båd, men flyet sank, siger vidnet, der har bedt om at være anonym.

Den ene vinge røg af
- Det så meget voldsomt ud. Han var tæt på vandet, da han prøvede at svinge til venstre. Men vingen ramte vandet og røg af med voldsom kraft. Derefter gik flyet i vandet med næsen først.

- Piloten er en lokal mand fra Kongsdal Bådelaug. Han havde en forbinding om armen, da han steg ind i ambulancen, men var ved godt mod, siger vidnet til ekstrabladet.dk.

Falck bekræfter
Falck i Aalborg bekræfter vidnets udsagn over for Ritzau:

- Flyet er styrtet ned i selve fjorden, men piloten - som var den eneste ombord - er reddet op.

Kongsdals Havn ligger omkring 20 kilometer fra Hobro.

Dødsulykke sidste påske
For et år siden styrtede et fly ligeledes ned i påsken. Det var familien Birch Nielsen fra Horne ved Hirtshals, der fløj i et lille Piper-fly, da de styrtede ved Sæby i Nordjylland.

Niels, Bente og deres datter Pia Birch Nielsen mistede livet, mens parrets yngste datter på 18 år efterfølgende lå i koma.