Pas på - Bigfoot løs på Sjælland

Folk skal ikke selv forsøge at fange den en meter høje abe, der er stukket af fra sit bur i Skælskør

Det er en abe som denne, der er løs på Sjælland. (Foto: Anders Brohus)
Det er en abe som denne, der er løs på Sjælland. (Foto: Anders Brohus)

Politiet i Næstved advarer nu folk mod en abe, der er sluppet ud af sit bur i en mini-zoo i Skælskør.

Der er tale om en gråbrun berberabe med navnet Bigfoot. Ifølge politiet er den cirka en meter høj og vejer omkring 45 kilo.

Ifølge en ansat på den kombinerede MiniZoo og benzintank, er aben brudt ud i løbet af natten.

- Vi går ud fra den simpelthen er gået amok og brudt ud af buret af sig selv. Vi opdagede det, da den skulle have mad i formiddag, fortæller medarbejderen til ekstrabladet.dk.

Han oplyser desuden, at ejeren af zoo'en i skrivende stund er ude for at lede efter det store dyr.

Hvis man møder aben, skal man ikke selv forsøge at fange den. Trænger man den op i en krog, kan den blive farlig.