Mystisk dreng forsvundet - men ingen savner ham

Vagtchef: Det er en omvendt 'Holger'

det var her ved Præsteskoven 32 i Aabenraa at den ni-årige dreng blev sat af. Men ingen i området kender ham, og der er umiddelbart ikke no0gen der savner ham. (Foto: PressSyd/Kim Petersen)
det var her ved Præsteskoven 32 i Aabenraa at den ni-årige dreng blev sat af. Men ingen i området kender ham, og der er umiddelbart ikke no0gen der savner ham. (Foto: PressSyd/Kim Petersen)

Politiet har hele aftenen ledt efter en 9-årig dreng. Men ingen savner ham tilsyneladende. Mysteriet er totalt.

- Det er en omvendt Holger, siger Jan Stokholm, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Mysteriet startede ved 17-tiden i dag hos en familie ved Jels. Drengen kom cyklende ind i familiens indkørsel på en sølvfarvet og sort mountainbike med en blå cykelhjelm på hovedet og fortalte, at hans mor havde sat ham af bilen, fordi han havde skændtes med sin storebror, så han selv måtte finde hjem til Aabenraa, der ligger cirka 45 kilometer derfra.

Familien tøvede ikke med at hjælpe den 'stakkels' dreng.

Gennemtrawlet boligområde

Han blev sat af på adressen Præsteskoven 32 i Aabenraa, men det viser sig, at det er en ungdomsboligblok, hvor ingen kender den 9-årige danske dreng.

- De spørger en, om pågældende kender ham, og det gør vedkommende ikke. Men drengen begynder at lede efter en nøgle i tasken, og de sætter ham af i opgangen og tænker, at så kommer han nok ind. Han er jo trods alt ni år. Det er først, da de kommer hjem, at de kommer til at tænke nærmere over det og kontakter politiet, fortæller vagtchefen til ekstrabladet.dk.

Politiet har brugt de seneste par timer på at gennemtrawle registre, stemme dørklokker i et helt boligområde og tale med familier, der har en ni-årig dreng. Men indtil videre er hans identitet stadig et stort mysterium, og drengen er stadig væk.

- Jeg ved bare, at vi efterhånden er nået til det punkt, hvor vi så småt indstiller eftersøgningen. Vi har udtømt alle muligheder. Man bliver forvirret på et højere plan. Der er ingen, der har meldt sig og savner ham. Jeg går ud fra, at de fleste ville reagere, hvis de manglede en 9-årig. Så jeg tror, at det er endt lykkeligt, siger vagtchefen.

Anmeldere troværdige
Politiet har været igennem alle mulige teorier om, hvad der kan ligge bag mysteriet. At moren måske ikke er stolt over, at hun har sat drengen af, at de ikke har set nyheder, at det er et barn, der bor skiftevis hos mor og far, og der er gået noget galt i kommunikationen.

- Ja, du kan høre, at vi har været vidt omkring, siger vagtchefen.

Anmelderne beskriver vagtchefen som troværdige.

- Vi har absolut ingen fornemmelse af, at dem, der har anmeldt det her, er nogen, der laver practical jokes. De ser hans mobiltelefon, men han har ikke nogen numre, og de får ikke engang hans navn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nu er rigtig godt bagkloge over, hvad man kunne have spurgt om, men det er jo let at sige bagefter, siger vagtchefen og tilføjer:

- Som om det ikke var mystisk nok, så skulle hans bror også være blevet sat af bilen af moren, og så har vi lige pludselig to forsvundne. En på ni og en på tretten, siger Jan Stokholm.

Familien i Jels har beskrevet drengen som cirka 135 centimeter høj, tæt eller kraftigt bygget og iført en blå sweater med farvet tekst samt cowboybukser. Han kører på en sort og sølvfarvet Mountainbike og er iført blå cykelhjelm. Drengen er sidst set ved adressen Præsteskoven 32 i Aabenraa.

Kan du kaste lys over den mystiske sag? Send et tip til 1224@eb.dk eller SMS/MMS (alm. sms takst) til 1224, hvis du ved noget om drengen.