Betjent bidt af politihund i kaos-slagsmål i retten

Fire måtte fredag på skadestuen efter voldsomt slagsmål mellem politi og indvandrere i Retten i Helsingør. En person fik voldsomme hundebid

Balladen foregik inde i retsbygningen i Helsingør. Efterfølgende blev de anholdte kørt bort, og stedet blev gennemgået af politiet. (Foto: Nordkysten TV)
Balladen foregik inde i retsbygningen i Helsingør. Efterfølgende blev de anholdte kørt bort, og stedet blev gennemgået af politiet. (Foto: Nordkysten TV)

Det kammede fredag fuldstændigt over i Retten i Helsingør, efter at tre unge mænd fik deres varetægtsfængsling for et røveri, de begik tidligere på året, forlænget.

Udenfor retssalen ventede 20 venner til mændene i foyeren, og de var med politiets ord meget forhippede på at komme i kontakt med de fængslede.

Tilkaldte hundepatruljer
Hvilket er ganske ulovligt, da man netop varetægtsfængsler folk for at undgå, at de påvirker efterforskningen.

- Det kommer til en del skubben og masen, og vores folk derude indser hurtigt, at de må tilkalde forstærkning. Der kommer hurtigt flere betjente og hundepatruljer til, siger vicepolitiinspektør Niels Jørgen Møller fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Mange slået med stave og sprøjtet med peber
- En af de varetægtsfængslede bliver så urolig, at vi må lægge ham ned og lægge ham i håndjern, og så eskalerer tingene, siger Niels Jørgen Møller.

De fremmødte går amok og angriber politiet, som trækker stavene og bruger peberspray, og ifølge vicepolitiinspektøren bliver flere personer ramt af slag og peber.

- Det er ikke til at sige, præcis hvor mange det drejer sig om. Tingene var ret tumultariske på det tidspunkt, siger han til ekstrabladet.dk.

Bidt på kroppen
Fire personer blev bidt af politihunde under det kaotiske masseslagsmål - den ene var en betjent.

- Hundene kan jo ikke kende forskel på ven og fjende i sådan en situation, siger Niels Jørgen Møller.

Derudover blev tre af urostifterne bidt - heraf en alvorligt.

Tilknytning til Kokkedal
- Han løb direkte ind i en politihund, der så reagerede ved at bide ham på kroppen. Det er alvorlige bid. Han og to andre er bragt til skadestuen, siger politiinspektøren til ekstrabladet.dk.

De varetægtsfængslede samt hovedparten af de fremmødte ballademagere er indvandrere med tilknytning til uroplagede Kokkedal nord for København.