Mindeord fra mordoffers kolleger: Bjarne var et elskeligt menneske

Bjarnes kolleger på Odense Universitetshospital er rystede over mordet på deres agtede kollega og hans hustru.

Heidi Nielsen, 49, og Bjarne Johansen, 53, blev de tilsyneladende tilfældige ofre for en galning under en gåtur i Tusindårsskoven i Odense. Fotos: Private
Heidi Nielsen, 49, og Bjarne Johansen, 53, blev de tilsyneladende tilfældige ofre for en galning under en gåtur i Tusindårsskoven i Odense. Fotos: Private

Bjarne Johansens kolleger er hårdt ramt over den rystende nyhed om, at deres agtede kollega og hans hustru er blevet myrdet. Det skriver ledende overlæge Jesper Durup fra Kirurgisk Afdeling A, Odense Universitetshospital i et mindeord for deres kollega.

- Bjarne var et i ordets bogstaveligste forstand elskeligt menneske. Både privat og på jobbet har vi alle nydt godt af hans altid gode humør og smittende optimisme. Bjarne stod blandt andet for vagtplanlægningen for lægerne på afdelingen og tog altid de sure vagter. Var der ikke andre kolleger, der kunne besætte en vagt, trådte Bjarne altid selv ind, skriver Jesper Durup.

Han var en vellidt uddannelsestutor for afdelingens yngre læger og meget afholdt af alle personalegrupper på afdelingen.

- Bjarne var uddannet fra det daværende Odense Universitet, speciallæge og ph.d., og siden 2009 ansat hos os i Odense på Kirurgisk Afdeling A. Han var tilknyttet nedre mave/tarm-kirurgisk sektion, men lagde en stor indsats i behandlingen af de akutte kirurgiske patienter.

I fritiden kendte de ham som et familiemenneske

- I fritiden stod familien og naturen i centrum for Bjarne, der netop var vendt hjem fra en foto-rejse til Grønland. Bjarnes alt for tidlige død som 53-årig og drabet på ham og hans hustru har chokeret os alle på Kirurgisk Afdeling A. Vi har mistet en meget respekteret og vellidt kollega, hvis menneskelige varme vi kommer til at savne. Vores tanker går til familien – Bjarne og Heidi efterlader sig fire børn