Mand legede døds-leg under tog

Politiet eftersøger to mænd efter en livsfarlig leg på togskinnerne på Roskilde station

ADVARSEL! Politiet fraråder på kraftigste at nogen forsøger noget lignende. To russiske drenge 'leger' døds-leg ved at smide sig på skinnerne hvorefter et et tog kører over dem. (Foto: Screendump fra You Tube)
ADVARSEL! Politiet fraråder på kraftigste at nogen forsøger noget lignende. To russiske drenge 'leger' døds-leg ved at smide sig på skinnerne hvorefter et et tog kører over dem. (Foto: Screendump fra You Tube)

Midt-og Vestsjællands Politi leder efter to mænd, der ved 14-tiden søndag eftermiddag stod og talte sammen på perronen på Roskilde station.

Idet et tog kommer kørende ind på perronen, springer den ene af de to mænd pludselig ned på skinnerne.

Han lægger sig ned mellem skinnerne, med armene over kors på brystet, mens cirka 100 meter af togets tonstunge togstammer buldrer over ham.

Læs også: 17-årig trainsurfer død

- Det er vanvittigt. Folk tror jo, at der er tale om et reelt selvmord. Og det tror lokoføreren også, fortæller politiet til ekstrabladet.dk.

Toget nødbremser, hvorefter manden kravler frem og løber fra stedet mod busterminalen med kammeraten i hælene.

På baggrund af undersøgelser er det politiets indtryk, at der er tale om livsfarlig leg, oplyser Lars Galasz fra Midt-og vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Læs også: Trainsurfer: Lokoføreren fik et chok

- Vi vurderer, at den unge mand var blevet slået ihjel, hvis lokomotivet havde kørt forrest i togstammen - lokomotivet er nemlig det laveste punkt i et tog, fortæller Midt-og Vestsjællands politi.

Togets personale er meget chokeret over episoden, og to vidner er bragt til psykiatrisk skadesture på grund af chok.

- Man påvirker mange mennesker med sådan et stunt. Der var mange mennesker på perronen, og de blev alle chokerede over det. Det er en voldsom oplevelse.

Den overkørte person, der beskrives som mand, dansker, ca. 170 cm høj, iført sort vest, sort trøje og sorte cowboybukser, stod på perronen sammen med en kammerat, der beskrives som mand, dansker, ca. 170 cm høj, iført sort cardigan, hvid T-shirt og mørke jeans.

Fænomenet med at lægge sig på skinnerne og lade sig 'køre over' af et tog, er ikke ukendt.

På You Tube florerer der flere videoer, hvor unge mænd tester hinandens mod, ved at smide sig på tog-skinnerne mens et tog kommer kørende over dem.

Videoen i toppen viser to unge russiske drenge, der ligger sig på skinnerne lige før et tog kommer kørende.

Læs også: Unge i dødsleg

De overlever mirakuløst og løber fra stedet.

Kender du manden, der legede dødsleg på skinnerne ved Roskilde station?
Eller har du hørt om andre, der har forsøgt noget lignende?

Kontakt ekstrabladet.dk via SMS 1224 (Det koster alm. sms-takst) eller send en mail på 1224@eb.dk