Slog buschauffør med knytnæve

Vil have arrig mand bag tremmer

Flere buspassagerere holdt en 23-årig mand fast efter, at han sent lørdag aften i København havde slået en buschauffør i hovedet med knytnæve tre gange.

Det er uklart, hvad der var sket forinden, men da manden blev anholdt og afhørt på Station City fik efterforskerne en lys tanke: Tidligere på dagen var en anden mand blevet overfaldet på Mozartsvej i Sydvestkvarteret og var blevet slået i hovedet med en flaske. Der var detaljer ved den anholdte, som passede med oplysninger fra den voldssag, opdagede politiet.

Nu skal den 23-årige så fremstilles for en dommer med krav om, at han bliver varetægtsfængslet, sigtet for to overfald, oplyser den centrale efterforskningsvagtleder i København til ekstrabladet.dk