Det var eftersøgningen på den prostituerede Shannan Gilbert, som førte politiet på sporet af otte opløste lig på en øde, vindblæst kyststrækning på Long Island i New York.
Men ingen af de otte kvinder, der havde ligget begravet i op til to år, er identiske med 24-årige Gilbert, som i maj forsvandt efter et besøg hos en sexkunde i området.
Gilberts pårørende føler sig imidlertid sikre på, at også Shannan er blevet dræbt og efterladt i området mellem Oak Beach og Gilgo Beach.
– Vi havde regnet med, at et af alle de lig var hende. Nu står vi fortsat uden svar, siger søsteren Sherre Gilbert til New York Post.
– Det kan ikke være rigtigt. Vi er nødt til at finde min søster. Hun er der ude et eller andet sted, tilføjer hun fortvivlet.
Solgte sex på internet
Lokale politifolk og forbundspolitiet FBI fortsætter i disse dage med at finkæmme området, som nu anses for at være en seriemorders gravplads.
Fire lig, alle identificeret som prostituerede, som solgte deres ydelser på hjemmesiden Craigslist, blev fundet sidste sommer.
Et femte lig dukkede op i sidste uge, mens politiets sporhunde i weekenden opsnusede yderligere tre kvindelig.
Samtlige ofre var begravet i lærredsposer, og politiet er ikke tvivl om, at de står over for en iskold seriemorder, som længe har haft held til at skjule sine forbrydelser.
Udstyret med metalplade
Selv om politiet endnu ikke har identificeret alle lig, kan de med stor sikkerhed udelukke, at Shannan Gilbert er blandt dem. Hun fik som barn indopereret en metalplade, som vil gøre hende let at identificere.
De fire identificerede kvinder er Maureen Brainard-Barnes, 25, Melissa Barthelemy, 24, Amber Lynn Costello, 27, og Megan Waterman, 22.
Elizabeth Meserve, Megan Watermans tante, siger, at fundet af de mange lig giver anledning til både sorg og håb.
– Det er meget trist, at Shannans lig endnu ikke er fundet, for hun er grunden til, at de fandt Megan og alle de andre kvinde, siger hun.