PET advarer om solo-terrorister

Terrorister, der går i aktion på egen hånd, har ofte arbejdet sammen med andre eller fået træning, siger PET

Bombemanden Lors, der ved et uheld sprængte en bombe på et toilet på et københavnsk hotel kan være eksempel på en solo-terrorist. (Foto: Kenneth Meyer)
Bombemanden Lors, der ved et uheld sprængte en bombe på et toilet på et københavnsk hotel kan være eksempel på en solo-terrorist. (Foto: Kenneth Meyer)

Al-Qaeda forsøger i stigende grad at ophidse folk til at udføre terrorhandlinger på egen hånd.

Og opfordringerne vil også kunne få enkeltpersoner til at begå terror i Danmark.

Sådan lyder det i en ny analyse fra Politiets Efterretningstjeneste.

- I løbet af de seneste to år har vi set en bemærkelsesværdig tendens til, at enkeltpersoner, såkaldte 'soloterrorister', har stået bag en række terrorforsøg i Vesten. Analysen vurderer, at det er en bevidst strategi fra al-Qaedas side, efter at organisationen i en længere periode har haft vanskeligt ved at gennemføre store og spektakulære angreb i Vesten", siger chefen for Center for terroranalyse, CTA, Jakob Brix Tange og fortsætter:

- Det er samtidig vurderingen, at al-Qaedas udvidede strategi vil kunne inspirere enkeltpersoner - tilrejsende eller herboende personer - til med enkle midler at udføre en terrorhandling, også mod Danmark, skriver PET.

Sidste år var der i Danmark to eksempler på det, som PETs Center for Terroranalyse kalder for solo-terrorisme.

Dels var der en somalisk mands angreb på tegneren Kurt Westergaard, dels blev en mand fra Belgien med tjetjensk baggrund anholdt efter en bombeeksplosion på Hotel Jørgensen i København.

Traditionelt har al-Qaeda og andre grupper satset på store omfattende aktioner med flere medvirkende.

Men delvist på grund af indsatsen mod terror har al-Qaeda måttet skifte kurs, og talsmænd har i flere tilfælde opfordret til individuelle aktioner, fremgår det af analysen.

Det er for eksempel sket i magasinet 'Inspire' og i forskellige videoer.

Opfordringerne kan få enkeltpersoner til 'med enkle midler at udføre en terrorhandling i blandt andet Danmark,' hedder det. Det kan både være herboende eller tilrejsende.

Solo-terrorister defineres som personer, som har planlagt deres aktion sammen med andre eller på forhånd har fået træning.

En anden type af terrorister, der handler individuelt, er blevet kaldt "lone wolf" (ensomme ulve). De har ikke fået instrukser af andre og har ikke kontakt til andre ekstremister.

Begrebet blev opfundet af ekstremister på den amerikanske højrefløj, som ville undgå, at grupper blev optrevlet.

PET tror, at der er mindre sandsynlighed for, at ensomme ulve slår til i Vesten, end at solo-terrorister gør det.

Men det var alligevel en ensom ulv, der i marts i år affyrede skud mod amerikanske soldater i lufthavnen i Frankfurt.

Som et eksempel på en solo-terrorist nævner PET manden, der sprængte en bombe i Stockholm i december. Han havde forinden fået bombetræning i Irak.