Stødte ind i mystisk eneboer i mørket: Han havde langt hår og skæg

Nogle gange så han mere rask ud end andre gange, fortæller løber, der er stødt på ham i skoven flere gange

Torben Holbak har været helt tæt på den mystiske eneboer, Peter, der i årevis har boet i Præsteskoven ved Værløse i sin lille lejr af paraplyer og liggeunderlag.

- Jeg kom løbende i mørket her i skoven, hvor vi var lige ved at støde i hinanden, fordi der ikke var noget lys, så man ikke kunne se noget. Vi blev vist begge to lige forskrækkede, siger Torben Holbak, der bor i Værløse.

Han hilste altid på eneboeren, når han så ham. Men der var aldrig optræk til snak.

LÆS OGSÅ:Sådan boede eneboeren

- Han havde langt hår og skæg. Han lignede sådan en fra 60'er-oprøret, der tænker, at hvis verden alligevel aldrig ændrer sig, så bliver jeg bare her. Og så kom han trækkende med sin cykel med store poser fra Netto hængende på styret, siger han.

I lejren inde i skoven kan man se, at eneboeren har været et dobbeltmenneske. For selvom der lugter gammelt og surt fra sovepose, liggeunderlag og plasticposer, så herskede der også en særegen ordentlighed, hvor han havde bundet paraplyer fast til træstammer, sirligt lukket affaldsposer med sejlgarn og pyntet op med muslingeskaller.

De gange Torben Holbak stødte på manden, så han også flere forskellige versioner af ham.

- Nogle gange havde han lidt pænere tøj på og så ud som om, han havde været i bad. Og nogle gange så han mere rask ud end andre gange, siger han og funderer lidt over, om det var et ensomt liv.

- Måske. Men også et tilvalgt liv. For her har han jo været i fred, siger han.