16 omkommer i flystyrt

FN-fly forulykket i Den Demokratiske Republik Congo

Mindst 16 personer meldes dræbt, efter et fly, der flyver for FN-missionen i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), forulykkede ved landingen mandag i hovedstaden Kinshasa.

Det oplyser en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP.

Der er imidlertid tvivl om antallet af omkomne. En FN-kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at 10 personer er døde.

Flyet brækkede i flere stykker, da det ramte landingsbanen kort efter klokken 15 dansk tid.

Et kraftigt regnvejr hang over Kinshasa på ulykkestidspunktet.

Flyulykker er ikke usædvanlige i DRCongo, men det er første gang, at et fly fra FN-missionen (Monusco) forulykker.

Flyet kom fra Kisangani i den nordøstlige del af landet.

DRCongo ligger i det centrale Afrika og har omkring 70 millioner indbyggere.