28 afrikanske pushere udvist - flere er på vej

Farvel og tak: Efter Ekstra Bladets kampagne har politiet sat massivt ind mod narkopusherne på Vesterbro i København - men nu er et nyt hold på plads

Selv om 65 narkopushere er anholdt i år og 28 er udvist, kommer der hele tiden nye til. (Foto: Kristian Linnemann)
Selv om 65 narkopushere er anholdt i år og 28 er udvist, kommer der hele tiden nye til. (Foto: Kristian Linnemann)

Halvanden måneds målrettet indsats mod afrikanske pushere på Vesterbro i København har givet pote. 35 er pågrebet af politiet midt i en narkohandel, og af dem har foreløbig 28 fået en udvisningsdom, der sender dem hjem til Gambia, Senegal, Guinea-Bissau og andre primært afrikanske lande.

Indsatsen kommer, efter at Ekstra Bladet over flere dage i slutningen af december afslørede åbenlys narkohandel i området omkring Istedgade. Ved højlys dag hev pusherne uden skrupler den ene salgskugle med kokain ud af munden efter den anden, når en kunde stod klar med kontanter.

Politiet greb ikke ind
Ekstra Bladets videoovervågning afslørede, at politiet i flere tilfælde overværede handlerne uden at gribe ind. Men efterfølgende blev en målrettet indsats mod afrikanerne sat i værk. Aktionen resulterede i 35 fængslinger.

Kun en enkelt af de 35 er frifundet, mens to er danske statsborgere, der ikke kan udvises. En har fået en betinget udvisning, mens de resterende tre stadig venter på at få deres dom.

Nye pushere på plads
Men problemet med narkohandlen på Vesterbro er langtfra løst, for kort efter at de anholdte pushere forsvandt fra gadebilledet, dukkede et nyt hold op.

– Narkohandel er jo en form for fattigdomskriminalitet, og når der er et marked og dermed en mulighed for fortjeneste, så kommer der hele tiden nye til, siger vicepolitikommissær Henrik Vedel, der er efterforskningsleder på Station City.

Vanskeligere for politiet
Også politikommissær Bjarne Christensen, der leder den specialpatrulje, som foretager anholdelserne, bekræfter, at nye pushere har afløst de udviste. Nye arbejdsrutiner blandt pusherne gør dog arbejdet for betjentene vanskeligere end tidligere, hvor de overvågede et område, konstaterede en handel og derefter anholdte først køberen og så sælgeren.

– De er godt klar over, at vi har fokus på dem, og er derfor blevet lidt mere forsigtige. F.eks. er de begyndt at gå nogle lange ture med kunderne, inden de handler. Det gør de for at se, om politiet er med. Forleden tog vi sågar en, der i en taxa kørte helt til Amager for at handle, siger han.

65 anholdt i år
Pusherne møder dog stadig deres kunder på Vesterbro, hvorfra gå- eller køreturen begynder. Og Bjarne Christensen er ikke nervøs for, at det bliver for svært at slå ned på narkohandlen.

– Det er gode folk, vi har på. Vi har anholdt 65 pushere i år, og vi kan sagtens følge med, siger han.