Holgers mor: Derfor gik Holger

Det var ikke 'den dumme jakke'. der var årsagen til, at Holger gik sin vej, siger Holgers mor

Historien om, at Holger gik i vrede over den omvendte jakke, er ikke sand.

Det fortæller Holgers mor dagen efter, at den treårige Holger Kragh blev fundet i god behold efter en nat i Tranum Klitplantage, skriver TV2.dk.

De fleste medier har viderebragt, hvad en politimand i området fortalte til lokale medier, at drengen gik sin vej, fordi han var sur på sin mor på grund af jakken. Den var blevet lynet på ryggen, fordi drengen ellers tog den af.

Læs: Derfor stak Holger af

Men det passer ikke, siger moderen på Facebook, hvor hun nu bringer sin version af historien om den omvendte jakke.

- Jeg bliver skør i hovedet af de falske ting, der står eller bliver sagt. Holger er ikke gået, fordi han var sur på sin mor eller far eller nogen anden på grund af den dumme jakke. Holger syntes, det er sjovt at have sin jakke omvendt på.

Det skriver moderen blandt andet flankeret af en lille smiley.

Familien havde været på spejderweekend og skulle slutte af med et piratløb.

- Holger går med på løbet, men vil ikke med efter post 1. Han får besked på at blive stående stille af den spejderleder, der stod ved posten. Han skulle lige sende de andre videre og ville så gå tilbage med Holger til spejderhytten, skriver moderen videre.

- Mens de andre bliver sendt af sted, går Holger. Af gud ved hvilken grund, er han væk lige med det samme.

- Det er, hvad der skete, ikke andet. Håber på I vil læse det her og ikke alt muligt, som ikke passer, skriver Holgers mor på Facebook.

Til slut takker hun igen de mange, der i timevis gik rundt for at lede efter hendes forsvundne søn.