Kidnapnings-alarm forsinket i tre timer

Først tre timer efter et kidnapnings-forsøg mod en otte-årig pige fra Ruds Vedby blev politiet alarmeret. Da var den formodede kidnapper langt væk

Der gik næsten tre timer, før politiet i dag blev alarmeret om forsøget på kidnapning af en otte-årig pige, der var på vej til skole i Ruds Vedby.

Pigen blev forsøgt bortført mellem klokken 8 og 8.25 i morges, men først kl. 10.45 fik politiet besked, da pigens forældre mødte op på Slagelse politistation med deres datter.

Politiet har endnu ikke fået en eneste henvendelse i sagen, og beder om hjælp fra befolkningen.

Politiet er især interesseret i oplysninger om den høje, maskerede mand og hans bil en sort eller grå varevogn med tonede ruder, som holdt på Ternevej i Ruds Vedby.

'Kom her din tøs'
Den otte-årige pige har forklaret, at manden forsøgte at trække hende ind i varevognen og sagde 'kom her din tøs' på dansk med udenlandsk accent.

- Vi tror på, at pigen fortæller sandheden. Men forsøget virker lidt amatøragtigt. Hvis en mand på 190 cm. virkelig ville have bortført pigen, kunne han nok have holdt fast i hende, siger vicepolitikommissær Hugo Larsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den otte-årige skreg op og rev sig løs, da manden greb fat i hende. Han tog så hårdt, at det gjorde ondt, har pigen forklaret.

Hun gik fra hjemmet på Fuglebakken mod Ruds Vedby Skole, da den grå/sorte varebil fulgte efter hende. På Ternevej sprang manden ud, og han forsøgte at trække pigen ind i varevognen.

- Vi har ikke haft andre episoder, der kan minde om denne. Spørgsmålet er om han har haft til hensigt at begå en seksualforbrydelse eller andet, siger Hugo Larsen.

Politiet har ingen anelse om, hvorvidt det er en lokal mand eller en som tilfældigt er kommet forbi. Under alle omstændigheder er det vigtigt at finde ham.

Ringede efter forældrene
Pigen løb hen til skolen og fik fat i en lærer, som ringede efter pigens forældre. De kørte til politiet med datteren, men på det tidspunkt var manden over alle bjerge.

Da pigen rev sig løs holdt varebilen stille, og hun så ikke at bilen kørte. Så politiet ved ikke i hvilken retning manden flygtede.

Han beskrives som 190 og 195 centimeter høj og iført en elefanthue og sorte bukser.