Hun er mistænkt for svindel i 140 millioner kroners klassen og står til fængselsstraf. Men hun er også mor.
Derfor fik Amanda Jacobsen lejlighed til at ordne det praktiske omkring sine to drenge, den ældste er ni år, inden hun tirsdag eftermiddag mødte til afhøring hos politiet i København.
ekstrabladet.dk erfarer, at afhøringen af Amanda Jacobsen sluttede kort for klokken 19.30, tre timer efter hun blev anholdt. Hun overnatter nu i fængslet og venter på grundlovsforhøret i morgen.
- Jeg vil ikke sige noget om børnene. Men de har det efter omstændighederne ok, siger Bent Isager-Nielsen, chef for bagmandspolitiet, der efterforsker sagen.
Børnenens tragedie er dobbelt. I sidste uge begik deres far selvmord, da det kom frem, at Amanda Jacobsen var mistænkt for svindelen, og at hele familiens tilværelse byggede på snyd og humbug.
Blandt andet børnenes situation var medvirkende til, at politiet ikke fór ud med bål og brand i fredags, da sagen blev anmeldt til myndighederne.
Man ville ganske simpelt give Amanda Jacobsen tid til ordne situationen omkring børnene, inden hun givet skal bag tremmer i nogen tid.