Politiet ved ikke, hvordan Lisa blev dræbt

Forsvundne Lisa Sofie Andersen blev dræbt på ukendt måde, lyder sigtelsen mod hendes 48-årige eks-mand. Han nægter sig skyldig

Lisa Sofie Andersens lig er ikke fundet, men politiet er overbevist om, at hun er myrdet.(privatfoto)
Lisa Sofie Andersens lig er ikke fundet, men politiet er overbevist om, at hun er myrdet.(privatfoto)

Lisa Sofie Andersen, 37, blev dræbt af sin eks-mand på ukendt måde den 22. december mellem kl. 16.10 og 20.35.

Sådan lyder politiets sigtelse mod eks-manden i grundlovsforhøret ved retten i Glostrup, der netop er startet.

Moderen til den drabssigtede eks-mand er til stede i Glostrup ret sammen med andre familiemedlemmer for at overvære grundlovsforhøret.

Hun græd i rettens venteværelse og skuttede sig under jakkens hætte og kiggede ned, fortæller ekstrabladet.dk´s udsendte medarbejder i retten. Den drabssigtedes pårørende ønsker ikke at sige noget til pressen.

Den 48-årige eks-mand nægter sig skyldig. Hans forsvarer Peter Berg sagde i retten, at den 48-årige gerne ville udtale sig i retten, hvis han kan huske noget.

- Han lider af sukkersyge og har derfor relativt ringe hukommelse, sagde forsvareren.

Grundlovsforhøret er lukket for offentligheden.

Ifølge anklageren ville der komme oplysninger frem, der ikke skal til offentlighedens kendskab.

Anklageren krævede også dørlukning, fordi den sigtede ikke skulle kunne skaffe sig et alibi, ødelægge spor i sagen eller samstemme forklaringer med andre.

Anholdt i går
Den 48-årige blev anholdt kl. 13.50 i går. Han kom ret 'nonchelant' ind i retten og hængte sin jakke.

Han er høj, ranglet, og var iført cowboybukser og sort trøje. Han sad med korslagte arme, mens anklageren læste drabssigtelsen højt.

Politiet har stadig ingen spor af den forsvundne 37-årige kvinde, der er mor til en dreng på fire. Sønnen var hos eks-manden, da han - ifølge sigtelsen - dræbte Lisa Sofie Andersen på et endnu ukendt sted.

Eks-manden har tidligere forklaret, at han kom for at aflevere sønnen juleaftensdag, men at Lisa Sofie Andersen ikke var hjemme. Han ringede til hendes søster, hvor hun og sønnen skulle fejre jul, og da søsteren heller ikke kunne få kontakt, alarmerede hun politiet.