Terrorsigtede havde 108 skarpe skud klar

De tre fængslede i terrorsagen var ved anholdelsen udover en maskinpistol også i besiddelse af en 9mm pistol.

De tre mænd, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste er kommet rejsende fra Sverige for at dræbe ansatte på Jyllands-Posten i København, er blevet varetægtsfængslet i fire uger. De to af ugerne skal de sidde i isolation.

De tre mænd er alle sigtet efter terrorlovgivningen og våbenloven.

Ifølge sigtelsen var de tre mænd ved anholdelsen onsdag klokken 10.44 i besiddelse af en maskinpistol med lyddæmper og 72 patroner samt en 9mm pistol med 36 patroner.

Informationen om 9mm-pistolen er en ny oplysning i sagen. Men ud over at bekræfte, at pistolen er et nyt resultat af politiets arbejde, vil PET ikke sige mere om beviserne.

- Vi er jo stadig i gang med efterforskningen, så jeg kan ikke sige mere om det. Der vil også komme flere ting frem i sagen, siger juridisk chef i PET, Lykke Sørensen

Hun henviser til, at retsmødet var lukket, og at hun derfor ikke kan sige mere.

De tre mænd, en 44-årig tunesisk statsborger, en 29-årig svensk statsborger, født i Libanon, og en 30-årig svensk statsborger, hvis oprindelsesland indtil videre er ukendt, var rejst fra Sverige til Danmark natten til onsdag i en lejet Toyota.

Samtidig anholdt politiet en herboende 26-årig iraker i Hedelyparken i Greve. Han bliver løsladt i løbet af torsdagen og skulle ifølge PET-chefen have hjulpet med at skaffe lejligheden til de tre svenske tilrejsende.

På trods af løsladelsen er han fortsat sigtet i sagen.

Irakeren har haft opholdstilladelse i Danmark siden 2000.