Terroranholdt fra Greve er stærkt religiøs

Den unge iraker, der er anholdt i Hedelyparken i Greve, beskrives af en nabo som 'ultrareligiøs'

På den anholdte mands dør hænger en seddel med arabisk skrift.
På den anholdte mands dør hænger en seddel med arabisk skrift.

Råbene brager ud over parkeringspladsen ved Hedelyparken i Greve. En ung mand med langt mørkt hår, hvid kjortel og langt skæg, som står ud i luften, fører en højlydt telefonsamtale.

- Hvorfor skal politiet gøre beboerne har bange for os? Hvorfor skal de give sådan et billede af os: At vi vil bombe Danmark? De leder i hundrede år, og de finder ikke noget. Det betyder ikke, at vi er terrorister, når vi har skæg og taler om vores profet, råber han ind i telefonen.

Manden på parkeringspladsen er bror til en 26-årig iraker, som PET og den svenske efterretningstjeneste, Säpo, onsdag anholdt sammen med fire andre mænd, der mistænkes for at planlægge et terrorangreb mod JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.

Irakeren blev anholdt tidligt onsdag i familiens lejlighed i Hedelyparken i Greve, og han skulle angiveligt have hjulpet en 44-årig tunesisk statsborger, en 29-årig svensk statsborger født i Libanon, og en 30-årig svensk statsborger af ukendt oprindelse med at finde den lejlighed i Herlev, hvor de blev anholdt.

Irakerens bror og resten af hans familie, bestående mor, far og en cirka 6-årig lillebror, beskrives af beboer i Hedelyparken som "ultrareligiøse".

- De er ekstreme muslimer. Konen må ikke engang hilse på os længere. Familien bruger vaskekælderen som bederum. Og de to ældste brødre er meget hadefulde, siger genboen Lizeth Winther, der har boet i Hedelyparken i 29 år.

Da Ritzau forlod Hedely lidt før klokken 18 onsdag, var politiet ved at afslutte sin undersøgelse af familiens lejlighed, mens broderen til den anholdte blev kropsvisiteret af politiet foran sin bil.

- Fandt I nogen bombe? Fandt I noget sprængstof i lejligheden? spørger han en af betjentene.