23-årig fængsles for Brovst-drab

En 23-årig mand er nu fængslet i 14 dage for drabet på den 43-årige Tina Olesen fra Brovst i Nordjylland

Efter et omkring tre timer langt grundlovsforhør ved Retten i Hjørring er politiets beviser fundet tilstrækkeligt stærke til at kunne varetægtsfængsle en 23-årig mand for drabet på Tina Olesen i Skovsgård ved Brovst. Det oplyser TV2 News.

Manden blev anholdt mandag aften klokken 21.10 og er nu varetægtsfængslet i 14 dage.

Retten i Hjørring havde lukket dørene af hensyn til mulige medgerningsmænd på fri fod.

Anklageren i grundlovsforhøret havde endda krævet dobbeltlukkede døre. Det betyder, at end ikke sigtelsen vil blive læst op i retten, mens pressen hører på det. Men dommeren nøjedes med 'almindelig' dørlukning.

Obduktionen har vist, at den 43-årige Tina Olesen blev kvalt.

Det var en af Tina Olesens kolleger fra det lokale fjerkræsslagteri, der mandag morgen gjorde det uhyggelige fund. Tina Olesen lå livløs på sit eget gulv med hoveddøren åben.