Holck får lang næse i landsretten

Våbensmugleren Niels Holck fik en lang næse, da han torsdag forsøgte at få landsretten til at afvise sagen mod ham

Den danske våbensmugler Niels Holck fik en lang næse i Østre Landsret, da han torsdag forsøgte at få udleveringssagen mod ham afvist.

De danske myndigheder vil udlevere Holck til retsforfølgelse i Indien, fordi Holck for 15 år siden kastede fire ton våben ned over delstaten Vestbengalen.

Men Holck vil ikke udleveres med den begrundelse, at det ikke udtrykkeligt stod i dansk lov, at det er forbudt at kaste tunge våben ned over andre lande.

Men landsretten afviste at afvise sagen. Det skete med henvisning til, at selvom loven ikke specifikt forbyder våbennedkastning over andre lande, så bliver det ikke automatisk lovligt at gøre det.

Holck skal fortsat deponere sit pas hos politiet, ligesom han skal melde sig hos politiet to gange om ugen.

Retten i Hillerød har tidligere fastslået, at Holck ikke skal udleveres til Indien.

Men Holcks dusin af juridiske argumenter blev fejet af bordet. Byretten afviste udelukkende kravet om udlevering på grund af risikoen for, at Holck lider overlast i indisk varetægtsfængsel.

Inderne har skriftligt lovet det danske justitsministerium, at der ikke vil blive krummet et hår på Holcks hoved, men da Indien aldrig har ratificeret FN's Torturkonvention, så fandt byretten det for usikkert at overlade ham til indiske fangevogtere.

I det kommende år skal landsretten tage stilling til sagen.