Arrrg - jeg troede det var en snedrive

Lastbilchauffør fik flænset dieseltanken op, da han kørte over en sten, som han troede var en snedrive

Flængen i tanken fik 300 liter dieselolie til at fosse ud. (Foto: alarm112danmark.dk)
Flængen i tanken fik 300 liter dieselolie til at fosse ud. (Foto: alarm112danmark.dk)

Ja, den så blød, hvid og uskyldig ud. Men under den pudrede sne gemte der sig dog en større ubehagelig kampesten, der fik ødelagt formiddagen for en lastbilchauffør i Albertslund.

Efter at have afleveret sin last og skulle vende køretøjet, skrabede han bilen mod det som han havde troet var en uskyldig snedrive. Det kostede en 15. cm lang flænge i tanken, så dieselolien begyndte at fosse ud.

- Han havde ikke set, at det i virkeligheden var en stor sten, han kørte over. Så 300 liter dieselolie fossede ud af tanken, oplyser beredskabschef Peter Seloy fra Albertslund Kommunes Tekniske Forvaltning.

Chaufføren var dog hurtig på aftrækkeren for at mindske skaderne og fik hurtigt sat en stopper for olien. Ved hjælp af kattegrus fik han lavet en mindre vold, så olien ikke nåede kloaken.

Efterfølgende kom brandvæsnet til undsætning og olien blev pumpet op i store kar. Også de resterende 100 liter dieselolie, der var tilbage i tanken blev pumpet ud. Lastbilen skal nu bugseres væk af en kranvogn og chaufføren fik i stedet et lift med Falck.

Har du også prøvet, at snedriven indeholdt andet end sne - eller var mere hård end du havde regnet med - så skriv om det i kommentarfeltet herunder.