USA: Terrorister ville forgifte buffeter

USA har fået nys om, at al-Qaeda ville forgifte fødevarer på amerikanske hoteller og restauranter

Den al-Qaeda-gruppe, der i oktober forsøgte at gennemføre terrorangreb med bomber maskeret som printerpatroner på to fly på vej mod USA, har også lagt planer om at plante gift i salatbarer og buffeter på amerikanske hoteller og restauranter, fortæller embedsmænd til tv-kanalen CNN.

Myndighederne forsøger dog samtidigt at nedtone risikoen for denne type angreb, der angiveligt stammer fra en månedgammel trussel.

Det er al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, der har overvejet at plante ricin og cyanid i madvarer, bekræfter det amerikanske ministerium for national sikkerhed over for CNN.

Repræsentanter for ministeriet har mødtes med ledere fra hotel- og restaurationsbranchen for at diskutere terroristers mulige angreb mod fødevaresikkerheden og samtidig blive enige om praksisser, der kan sikre amerikanernes madvarer.

Embedsmænd antyder dog, at det er uden for al-Qaedas (på Den Arabiske Halvø) rækkevidde at angribe fødevaresikkerheden i USA.