Narkopusherne skal smides ud af landet

Enighed blandt politikere: Udenlandske narkopushere har intet at gøre i Danmark - justitsministeren må på banen

Det eneste sådan nogle pushere har respekt for, er, at de bliver udvist af landet. De har ikke noget tilovers for Danmark. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Det eneste sådan nogle pushere har respekt for, er, at de bliver udvist af landet. De har ikke noget tilovers for Danmark. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Følg Krimi

Det er under al kritik, at adskillige betjente hver dag er vidner til omfattende narkohandel på Vesterbro uden at skride ind. Det mener Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, som nu vil gå til justitsminister Lars Barfoed (K) i et forsøg på at få ham til at stoppe den ulovlige handel ved at sende narkopusherne ud af landet – én efter én.

– Sagen er fuldstændig klar. Det eneste, sådan nogle pushere har respekt for, er, at de bliver udvist af landet. De har ikke noget tilovers for Danmark, ud over at de bruger landet som central for at udøve deres kriminelle aktiviteter, siger han.

– Derfor vil vi bede justitsministeren gå ind i sagen og sørge for, at der er tilstrækkeligt mandskab i den styrke, der har med det at gøre.

– Det er dybt krænkende for almindelig retsbevidsthed, at handlen kan fortsætte, som om ingenting er hændt, fordi der mangler mandskab, siger Peter Skaarup.

Lars Barfoed kan også se frem til en henvendelse fra socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, der ligesom Peter Skaarup mener, at udenlandske narkohandlere skal smides ud.

Skal have konsekvenser
– Det kan godt være, vi har brugt så mange midler på bandekrig, at det her område er blevet nedprioriteret, men det må vi så lave om på. Det skal ikke være sådan, at man frit kan sælge stoffer på Vesterbro i Danmark uden at det får konsekvenser, siger Hækkerup.

Politikerne erkender, at narkohandlen ikke kan fjernes fra den ene dag til den anden. Tidligere indsatser med ekstra lyssætning på hjørnet af Istedgade og Abel Cathrines Gade har tilsyneladende ikke virket, for det er på præcis dette sted, Ekstra Bladet har afsløret stribevis af kokainhandler.

Vedvarende indsats
– Der er både brugt lyssætning og ekstra politiindsats gennem lange perioder, men handlen flytter sig, så der er brug for en vedvarende indsats fra politiets side, siger retsordføreren fra Dansk Folkeparti.

Særligt tre ting skal være med til at nedbringe handlen med hårde stoffer på Istedgade, mener han.

– Foruden at styrke den gruppe, der arbejder med det hos Københavns Politi, skal narkopusherne kunne udvises uden forhindringer. Og så skal vi forbedre grænsekontrollen, så Danmark ikke bliver et helle for udenlandske kriminelle, siger Peter Skaarup.

Burde være indlysende
Han forstår godt de børnefamilier, som er utrygge og føler sig svigtet af politi og politikere, når der ligger kanyler og andre narko-efterladenskaber som for eksempel blodige vattotter ved deres opgange.

– Det er fuldstændig forståeligt. De vil gerne have et roligt og fredeligt samfund, hvor de kan sende deres børn på gaden, uden at de møder narkopushere, prostituerede, bandemedlemmer og i det hele taget bagmænd, der styrer de her ting. Derfor skal vi hjælpe de lovlydige borgere, der bor i området, og få gjort kort proces med narkohandlerne. Det burde være indlysende klart.

Det eneste sådan nogle pushere har respekt for, er, at de bliver udvist af landet. De har ikke noget tilovers for Danmark.

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+